
Om Soapbubble.dk
Soapbubble.dk består af en lille gruppe sæbebobleentusiaster. Vi har mødt hinanden på Experimentarium hvor vi alle har arbejdet som formidlere og hvor vi har genfundet glæden ved sæbebobler. Derfor mødes vi en gang imellem og for at hygge os med at lave forsøg med sæbebobler, fotografere sæbehinder, og øve os i bobletricks.
Vi vil selvfølgelig gerne vise nogle af de ting vi synes er fascinerende ved sæbebobler for andre. Derfor laver vi indimellem foredrag og shows med bobler. Vi har også lavet undervisning med udgangspunkt i sæbebobler på alle niveauer fra de mindste klasser i folkeskolen til ingeniørstuderende på universitetet.
Her på hjemmesiden viser vi nogle af de ting vi prøver af med boblerne. F.eks. kan man se nogle af de bobletricks vi har øvet os på, man kan se billeder af sæbehinder eller man kan læse lidt teori om sæbebobler. Man kan også finde vores opskrifter på gode sæbebobleblandinger og læse om forsøg man kan udføre i forbindelse med undervisning eller bare for sjov skyld. Ambitionen med hjemmesiden har fra starten været at man skal kunne finde alt om sæbebobler her. Vi må nok erkende at der er langt igen, men vi arbejder på sagen.



